Partilhar via


TABLETS: Lad læringssynet styre valg af teknologi

Af gæsteblogger John Klesner, pædagogisk it-konsulent i Favrskov Kommune

Ind imellem har jeg den fornemmelse, at skoler lidt tilfældigt indkøber it-løsninger, og først efterfølgende stilles der reelle spørgsmål til, hvad løsningen skal bidrage til. Tablets vælter lige nu ind over dørene i forskellige varianter og vi skal selvfølgelig forholde os til, hvilke opgaver de med fordel kan indgå i. I denne sammenhæng er det væsentligt, at skolerne forholder sig grundlæggende til, hvilket læringssyn brug af it skal understøtte. Rollen, hvor eleven primært konsumerer information, rækker ikke. Der skal skabes en vekselvirkning mellem eleven som konsument og producent for at optimere læringen og dette skal it-valget understøtte. Ingen tvivl om, at muligheden for at understøtte formidling og eksternalisering af elevskabt viden er særdeles vigtig i denne del af læreprocessen.

Når valget står mellem forskellige tabletversioner, er en væsentlig optik, i hvilket omfang konsument og producentrollen skal kunne understøttes. Skal vi læne os tilbage eller frem? På to skoler i Favrskov Kommune afprøves pt. tablets med henblik på at give eleven en digital skoletaske. Vi forventer tilgængelighed i forhold til de danske digitale læringsressourcer, interaktiv software i form af Notebook samt understøttelse af multimodal kommunikation understøttet af Office. På denne måde kan konsument og producentrolle understøttes og en Windows tablet er valget.

En af projektklasserne er en 6. klasse, hvor der er fokus er på mobile autentiske læringsaspekter, hvilket muliggøres ved, at elevernes tablet kan medbringes overalt. En 4. klasse har fokus på inklusion, læsning og it. I denne sammenhæng er netop anvendelsen af CD-ord mv. også af betydning, således at eleverne kender programmerne. For at understøtte det mobile aspekt er vores tablets forsynet med 3G, og for at skabe optimerede rammer i den producerende fase er computerne suppleret med tastatur som dock. Dock og tablet kan pakkes sammen og ligger som udgangspunkt i et sleeve og er dermed transportabel. Eleverne har haft deres tablets i sving i 1½ måned, og de virker umiddelbart som et godt personligt redskab til almindelige læringsaktiviteter. De passer ind i kommunens infrastruktur, således at de kan deployes (klones) som andre computere i netværket.

Det rent praktiske er således sat på skinner, og når vi har lidt flere erfaringer i løbet af foråret, vender jeg tilbage. Forhåbentligt også med et godt bud på hvilken forskel Windows 8 vil bidrage til.