Udostępnij za pośrednictwem


Fra nul til syv millioner sidevisninger på få måneder

Overlegne funktioner og teknisk kunnen er ikke nok til at få succes på app-markedet; det er også nødvendigt med enkelthed, æstetik og en ren brugergrænseflade. Det siger succesfuld dansk udvikler, der både har teknikken og det gode design i tankerne, når han bygger apps til Windows Phone.

”Der er mange dygtige udviklere derude, som bygger apps, som kan virkelig fantastiske ting. Men de fleste kommer aldrig rigtig ud over rampen, og for mange bunder det i, at man ikke for alvor investerer i brugeroplevelsen,” konstaterer Deani Hansen.

I professionel sammenhæng møder man ham som seniorudvikler og lead designer hos Bluefragments. Men han har – som mange fagfæller – så meget fornøjelse ud af at bygge nye apps, at han også gør det i sin fritid, hvor han driver app-bloggen Blendrocks.com.

Senest har Deani Hansen og hans kammerat Kasper Holdum bygget app’en 9Gag til Windows Phone og Windows, og den har ikke fået lov at samle støv. Alene de første tre uger blev den downloadet mere end 20.000 gange, og den hentes stadig i stor stil hver dag.

”Vores app er i bund og grund temmelig banal. Den trækker indhold fra humorsitet 9gag.com og præsenterer det på en Windows Phone. Det er der endda allerede en del andre apps, der også gør, men mange er uoverskuelige, ustabile eller på anden måde lidt klumrede at anvende. Så vi prøvede – som en slags eksperiment – at bygge en app, der kunne det samme som de andre, men som var supernem at bruge. Og det bar frugt, nok også i en grad, så det kom lidt bag på os,” siger han.

For ikke nok med, at brugerne henter app’en – de bruger den også. På få måneder har brugerne set mere end 7.000.000 sider via den danskudviklede app.

Brug kræfter på det essentielle og skær resten væk

Deani Hansen er uddannet datamatiker, men har gennem mange år dyrket sin interesse for design, brugergrænseflader og æstetik. Som udvikler og designer oplever han derfor ofte at have et ben i to lejre, der ikke nødvendigvis altid taler samme sprog. Men dén kulturelle udfordring kan man ofte overkomme ved at gøre sig helt klart, hvad man vil have ud af sin app – og ved at skære alt overflødigt væk.

”Når man begynder at arbejde med det æstetiske design og man er helt på bar bund, så kan det være en stor hjælp at tage udgangspunkt i produkter, apps og oplevelser du selv kender og kan lide. Læg mærke til, hvorfor de fungerer og forsøg at overfør nogle af de principper til din app. Det kan give et godt fundament at arbejde ud fra og være med til at sikre, at du leverer den oplevelse, du gerne vil give dine brugere.” siger Deani Hansen, der også anbefaler at have 20/80-reglen i tankerne undervejs.

”Ud af alle de funktioner, din app potentielt kan have, skal du identificere de 20 procent, som den absolut skal indeholde. Koncentrér dig om at ramme dem helt rent og skær de sidste 80 procent væk. Allerede her gør du livet nemmere for både brugeren – der ikke skal navigere mellem en masse knapper, hun alligevel næppe får brug for – og for dig selv, fordi opgaven bliver mere overskuelig,” forklarer han.

Den ensartede oplevelse er alfa og omega

Samtidig understreger han det vigtige i at sikre et ensartet grafisk og betjeningsmæssigt indtryk på tværs ad hele app’ens brugergrænseflade.

”Det er måske lidt fortærsket med bil-analogier i IT-verdenen, men alligevel; prøv at forestille dig, at du har købt en rigtig flot Mercedes med læderindtræk, diskret elektronik og paneler i poleret træ – og så er der stofsæder og manuelt rudehejs på bagsæderne. Det ville være virkelig sært, og du ville aldrig acceptere det. Så hvorfor begå den fejl i en app? Her skal du bestræbe dig på, at menuer, knapper og brugerlogik holder samme udtryk hele vejen igennem. Som bruger skal du altid føle dig hjemme, uanset hvor du er i appen,” råder Deani Hansen.

”Du skal også huske at gøre lidt reklame for dig selv”

Men selv om den suveræne brugeroplevelse er en forudsætning for at fastholde og udvide brugerskaren, så er det også nødvendigt at missionere lidt for appen for at skabe den indledende opmærksomhed. Ellers risikerer den at leve – og dø – i stilhed sammen med en halv million andre håbefulde apps, der heller ikke for alvor kom videre.

”Jeg startede med at bruge en halv times tid på at søge efter onlinemedier og blogs, der skriver om nye Windows-apps – og så skrev jeg ganske enkelt til dem. De får alle sammen rigtig mange henvendelser, så hit-raten er lav. Men bare én eller to gør sig den ulejlighed at prøve og skrive om din app, så kommer du ud til tusindvis af brugere – og så er du i gang. Det kræver naturligvis lidt arbejde sådan at stemme dørklokker, men det er så afgjort umagen værd,” siger han.

Et godt råd er at gøre livet så nemt som muligt for dem, der skal skrive om app’en. Derfor anbefaler Deani Hansen at forberede noget materiale om app’en, der er nemt at anvende og vise online.

Som appudvikler arbejder han både med Windows Phone og Windows, men ser frem til at få en langt bredere app-bane at spille på med ét og samme stykke kode fremover:

“Med Windows 10 bliver Microsoft de første, der samler alt – pc, mobile enheder og konsol – under en paraply. Med ét slag får jeg et større publikum til samme stykke kode, og det kommer også til at smitte af på brugeroplevelsen, fordi folk nu kan anvende apps på tværs. Det bliver utrolig spændende at se, hvordan det i praksis kommer til at fungere, men jeg har ret høje forventninger til, at Microsoft nærmer sig den her nærmest ensartede brugeroplevelse, som vi er mange, der sætter pris på,” siger han.

Prøv selv 9Gag-appen her: https://www.blendrocks.com/9gag-for-windows/

Se Deani fortælle om new features i Visual Studio 2015 + Blend i Windows Developers in Denmark brugergruppen. Præsentationen ligger på DevChannel.

Mød Deani Hansen på LinkedIn – https://www.linkedin.com/in/deanihansen – eller følg ham på twitter https://twitter.com/deanihansen