Iværksættere falder mellem to stole
Den danske iværksætterrate er helt i bund, og kun et fåtal af de danske iværksætter-virksomheder formår at vokse sig store. Det skyldes ikke mindst, at Danmark er et siloland, når det kommer til iværksætteri. For at skabe større sammenhæng mellem landets mange iværksættertiltag har Microsoft samlet erhvervsfremmeaktører i hele landet om initiativet Skab Succes & Vækst. Initiativet skydes i gang på Aalborg Universitet den 25. september.
Kun 5 procent af danskerne tør springe ud som iværksættere, alt for mange bukker under inden for de første leveår, og næsten ingen lykkes med at udvikle en så god idé, at den resulterer i en mellemstor eller stor international virksomhed. I USA er 20 procent af alle virksomheder med mellem 250 og 500 ansatte mindre end 10 år gamle. I Danmark er det tal kun godt 2 procent.
Iværksætterkampagnen Skab Succes & Vækst, der starter den 25. september på Aalborg Universitet, skal skabe større iværksætterlyst og forbedre chancerne for succes ved at nedbryde nogle af de eksisterende siloer og etablere et meget tættere samarbejde mellem de mange aktører på området. Skab Succes & Vækst er et intensivt iværksætterforløb for alle, der tænker på at starte en it-virksomhed og for it-iværksættere, der gerne vil have redskaberne til at få deres nystartede virksomhed ud over stepperne.
Uddannelsesminister Morten Østergaard bakker op om tiltaget: ”Det er regeringens målsætning at skabe større iværksætterlyst i samfundet generelt, og en vigtig del af indsatsen er, at vi får vores uddannelsessystem mere gearet til at fremme iværksætterlysten blandt unge. Innovations-og entreprenørskabstalenter skal dyrkes og styrkes, så de studerende får bedst mulige betingelser for at springe ud som succesfulde iværksættere. I den proces vil en tættere sammenknytning mellem erhvervsliv, iværksætteraktører og uddannelsesinstitutioner kunne styrke de spirende iværksættervirksomheder og dem, der står på tærsklen til at springe ud i det, ” siger Morten Østergaard.
Lokalt og regionalt samarbejde på tværs af siloer
Skab Succes & Vækst er resultatet af et tæt samarbejde mellem Microsoft og en lang række erhvervsfremme- og iværksætteraktører fra hele landet. Fremgangsmåden er at afholde 10 møder i hver region for at etablere et samarbejde på tværs af de mange lokale initiativer, der eksisterer i forvejen. Kampagnen begynder i Nordjylland og fortsætter derefter til Region Midtjylland.
I Nordjylland drives projektet af Væksthuset/NIN, Kickstart og BrainsBusiness, der gennem 10 uger tilbyder workshops og networking med erfarne iværksættere, investorer og erhvervsfremmeaktører og stiller skarpt på de faser, en ny virksomhed gennemgår fra opstart til vækstsucces.
”Der er behov for at skabe et tættere samarbejde og en koordineret indsats mellem de mange aktører på området. Iværksætternes viden og erfaringer er i dag spredt på utallige platforme. Det gør det problematisk for start-ups at navigere i ekspertjunglen, vi risikerer, at de bukker under, fordi de aldrig finder den hjælp, der er helt rigtig for netop dem,” siger Birgit Pia Nøhr, der er netværksleder i partnerskabsorganisationen BrainsBusiness og medarrangør af Skab Succes & Vækst.
Hun bakkes op af Anette Nørgaard fra Microsoft, der har taget initiativ til Skab Succes & Vækst, og som ikke er i tvivl om, at iværksætteri er en essentiel vækstdriver for den danske økonomi.
”Det er de gode idéer, der skal drive Danmark ud af krisen og skabe vækst i fremtiden. I Norddanmark er der et stærkt vækstlag af it-iværksættere, der har løsninger på morgendagens udfordringer, og det er vores fælles opgave at sikre, at de løsninger bliver til succesfulde virksomheder, der kan skabe arbejdspladser og vækst i Nordjylland og Danmark,” siger Anette Nørgaard.
Potentialet er enormt
Den danske it-branche omsatte for 170 milliarder kroner i 2009, men har potentiale til meget mere. Ikke mindst fordi der nationalt og internationalt er en stigende efterspørgsel efter it-løsninger især inden for cleantech og velfærdsområdet, samtidig med at smartphones og tablets har skabt et helt nyt og hastigt voksende marked for online-applikationer.
”Iværksættere står over for en række regulatoriske, mentale og praktiske barrierer, når de vil starte egen virksomhed. Hvis udfordringerne bliver løst, er mulighederne og kompetencerne for nye danske it-iværksættereventyr til stede, og vækstpotentialet er enormt. Se blot svenske Spotify, der siden 2006 har fået 300 ansatte og over tre millioner betalende kunder – den type succeser er der også plads til et par stykker af i Danmark,” siger Anette Nørgaard.
Vh. Anette Nørgaard, Microsoft: anno@microsoft.com / 51 57 82 59
FAKTA Fire udfordringer for it-iværksættere 1. Lav iværksætterlyst og manglende mod På trods af et stort fokus på iværksætteri og innovation og en vækst i antallet af it-iværksættere skraber Danmark stadigvæk bunden, når det kommer til iværksætteri. Faktisk rangerer Danmark med en iværksætterate på under 5 procent af 18-64-årige næstsidst i en analyse foretaget af GEM over iværksætterraten i 54 lande. 2. Alt for få danske iværksættere bliver store og/eller internationale virksomheder Analyser viser, at alt for få danske start-ups er i stand at tage springet fra iværksætter til en større virksomhed. For eksempel er ca. 20 procent af alle amerikanske virksomheder, der har mellem 250 og 499 medarbejdere, yngre end 10 år. Andelen af danske virksomheder, der er vokset til denne størrelse, er blot 2,2 procent. 3. Når det kommer til iværksætteri, er Danmark et silo-landRegionerne gør hver især en stor indsats på innovations- og iværksætterområdet, og der er progressive iværksættermiljøer på universiteterne samt regionalt og lokalt funderede iværksætterinitiativer over hele landet. Men der mangler en national innovations- og iværksætterplatform for it-iværksættere, der samler trådene på tværs af miljøer og regioner og sikrer et naturligt flow i indsatsen, der følger iværksætternes behov fra opstart via investeringsbehov til internationalisering. 4. It-iværksætternes adgang til viden, erfaringer og værktøjer skal forbedres Iværksætternes og erhvervsfremmeaktørernes viden og erfaringer er i dag spredt på utallige platforme, og kun meget få af disse platforme er målrettet it-iværksættere. Mange it-iværksættere har derfor svært ved at finde den hjælp, der er helt rigtig for netop dem. |
FAKTA Hvad er Skab Succes & Vækst?
Hvorfor?
Hvor?
Hvem står bag?
|