Partager via


Fødselsdag: Kinect runder et begivenhedsrigt år

Den første fødselsdag er altid noget særligt. Et år er relativt kort tid, men alligevel kan man have nået så utrolig meget. Det er netop tilfældet med Kinect til Xbox. Siden Kinect blev lanceret for et år siden, er den blevet optaget i Guinness Rekordbog som det hurtigst sælgende produkt inden for forbrugerelektronik nogensinde. I marts rundede vi 10 millioner solgte eksemplarer – og lige siden har Kinect leveret alt fra underholdning til undervisning til brugere over hele verden.

Da bevægelsesstyring til Xbox 360 med Kinect blev lanceret for et år siden, var det først og fremmest tænkt som en innovativ og underholdende måde at opleve computerspil på. Med Kinect kunne brugerne for første gang helt fysisk interagere med spillene. Det åbnede hurtigt for nye muligheder fra helt uventede kanter. På et år er Kinect gået fra at være ren underholdning til også at levere alt fra undervisning til børn i Afrika, træningsprogrammer og praktiske hjælpeprogrammer på hospitaler.

Den udvikling skyldes alle de kreative og engagerede brugere, som så muligheder i Kinect, der strakte sig langt ud over, hvad vi i Microsoft oprindelig havde tænkt. Kinect-effekten blev det kaldt – og den har vi i forbindelse med fødselsdagen lavet en film om.

[View:https://www.youtube.com/watch?v=T_QLguHvACs]

Gennem det seneste år har hobbyprogrammører udviklet tusindvis af kreative applikationer til Kinect med Kinect SDK (Software Developer Kit). Og i forbindelse med fødselsdagen annoncerer Microsoft et kommercielt udviklingsværktøj til Kinect, der er klar i begyndelsen af det nye år. Dermed kan virksomheder udvikle deres egne applikationer til Kinect-platformen. Det betyder, at spændende brands inden for alle brancher fremover vil kunne udvikle og sælge produkter, der bygger på Kinect tanken – fysisk interaktion.

Det kommercielle pilotprogram har allerede modtaget 200 ansøgninger fra virksomheder i 20 lande, som ønsker at udvikle til Kinect. Og det bliver spændende at se, hvad de kommer frem med – meget kan som bekendt ske på et år!

VH Anders Adelhorst, pressechef - i-anadel@microsoft.com.