Share via


Office til iPad – hvad er nu det?

I sidste uge løftede vi sløret for Office til iPad – touch-optimerede udgaver af Word, Excel og PowerPoint. Udviklingen af Office til iPad har været en spændende rejse for os, for ikke alene har vi ønsket at give vores brugere mulighed for at bruge Office på endnu en mobil enhed og platform – vi har ønsket at designe det velkendte Office som apps, der er fuldt optimerede til de brugerscenarier, som iPad’en lægger op til. Samtidig har vi ønsket at supplere de eksisterende Office-apps til iPad; OneNote, OneDrive og OWA (Outlook Web App), så vores brugere nu kan få den fulde Office-oplevelse – nær den oplevelse, de kender fra en pc eller Mac – på deres iPad. Hvis du endnu ikke har set resultatet, så kig med her.

[View:https://www.youtube.com/watch?v=frpsGFQ4AIY]

Annonceringen af Office til iPad skete på vores nye direktør Satya Nadellas første officielle pressemøde, hvor han fortalte om grundstenen for Microsofts forretning anno 2014: ’Mobile First, Cloud First’. Men hvad betyder det?

Mobile First

Først og fremmest er det en erkendelse af, at vores hverdag ser anderledes ud, end den gjorde for blot et par år siden. Uanset om vi er forretningsfolk, fagfolk, studerende, familiefædre/-mødre eller endda bedsteforældre, så lever vi i den mobile æra. Vi er alle udstyret med en bærbar pc, en tablet eller en smartphone – og mange af os er sågar udstyret med alle ovenstående på én gang og samme tid. Det medfører, at vi både kan være på farten, være forbundne med hinanden og være produktive på samme tid – aktiviteter i vores hverdag, som vi tidligere var bundet til et skrivebord for at kunne udføre.

Cloud First

Vores ’nye’ mobile adfærd stiller krav om, at vi ikke er begrænsede af adgangen til de tjenester og services – og ikke mindst data, som gør os i stand til at være produktive på tværs af de mobile enheder, som vi slæber med os rundt. Denne udfordring løser vi ved hjælp af cloud’en – eller skyen, som lagrer vores brugeres ting og sager – dokumenter, billeder, kontakter mv. Og som lagrer vores tjenester, så brugerne kan gøre brug af dem, uanset hvor de befinder sig.   

Office er til alle

Nogle vil undre sig over, at vi lancerer Office til en konkurrerende platform. Når vi gør dette, skyldes det vores vision om, at Office er for og til alle. Vores grundpræmis er, at vores brugere er ’Mobile First, Cloud First’-individer, som vi ønsker at understøtte uanset hvilke mobile enheder, de anvender på ethvert givent tidspunkt.

Mere end én milliard mennesker verden over bruger Office. Det svarer til hver én ud af syv mennesker over hele kloden. Det vidner om, at vi med Office har udviklet et produkt, som hjælper folk med at få tingene gjort – som gør vores brugere produktive, hvad enten de arbejder, laver indkøbslister, privatbudgetter eller billedslideshows til årets familiebegivenhed. Hvad enten det er Office til pc, iPad eller smartphones, forsøger vi at tilbyde et produkt, der rammer plet i forhold til brugernes hverdag og behov. 

Da vi introducerede Office 365 for lidt over et år siden, præsenterede vi Office i en helt ny version: Office på abonnementsbasis – eller Office som en tjeneste, man kan få adgang til på alle sine mobile enheder. Office 365 adskiller sig også fra den traditionelle Office-pakke, fordi Office 365 ’bor’ i skyen og lagrer brugernes ting i skyen – så man ikke alene har adgang til programmerne på sine mobile enheder, man har også adgang til sine ting uanset, hvor man befinder sig.

Hvorfor? Fordi vi lever i en mobil æra – og fordi Office er til alle.

Hurtige fakta om Office til iPad

Hvad er systemkravene for at kunne køre Office på iPad? Du skal have en iPad, som kører på iOS 7 eller en senere version.

Hvad koster Office til iPad? Du kan hente app’en gratis i Apple App Store – med denne app kan du læse og gennemse dine Word, Excel og PowerPoint-filer fra iPad. For at kunne redigere og oprette Office-dokumenter fra iPad kræver det et abonnement på Office 365. Med dette abonnement kan du tilgå og redigere dine filer på tværs af alle dine enheder.

Kan man prøve app’en, før man køber et abonnement? Ja, du kan tegne et 30-dages gratis prøveabonnement på Office 365 – det gør du via Office.com/try

Hvilke versioner af Office 365 kan man bruge på en iPad? Hvis du i forvejen har et abonnement på Office 365 i hustanden, på jobbet eller på studiet, så kan du bruge dette abonnement på iPad. Dette gælder Office 365 Home, Office 365 Small Business Premium, Office 365 Midsize Business, Office 365 E3 og E4 (Enterprise og Government), Office 365 Education A3 og A4, Office 365 ProPlus og Office 365 University. Det nye Office 365 Personal vil også kunne bruges, når denne version bliver tilgængelig senere på foråret.

Vh. Anne-Marie Gjellerup, produktchef for Office i Microsoft Danmark / anneg@microsoft.com