Freigeben über


Mary Jo Foley: ”One Microsoft” er ikke bare marketing-snak!

Den verdenskendte IT-journalist, blogger og Microsoft-kender Mary Jo Foley holdt første keynote på årets Campus Days og konstatererede blandt andet, at Microsoft på rekordtid er rykket fra at være sin egen værste fjende til at omfavne alt fra Open Source til konkurrerende platforme.

”Tidligere havde vi alle de her konkurrence- og monopolsager mod Microsoft og mange så helst, at firmaet blev brudt op i flere enheder. Men det var unødvendigt, for de var allerede deres egen værste fjende. Ofte anede én gruppe i firmaet ikke, at en anden gruppe arbejdede på en funktion eller teknologi, der kunne det samme som dem selv. Ja, ofte vidste dem fra Office-gruppen ikke engang, hvad andre Office-folk rendte og lavede! Alt det er under meget, meget hastig forandring.”

Amerikanske Mary Jo Foley var første keynote-speaker på rets Campus Days og en regulær institution indenfor IT–journalistikken. Hun følges a millioner af IT-branchefolk på bl.a. allaboutmicrosoft-blog på zdnet.com og er en af de personer udenfor Microsofts øverste ledelseslag, der kender virksomheden bedst. Hun er samtidig – med egne ord – ”ofte en torn i siden på Microsoft, men samtidig en af deres største fans.”

”De prøver ikke engang at være Apple mere..”
”Jeg har skrevet om IT i mere end 30 år – ja, jeg interviewede Bill Gates første gang i 1984 – og har aldrig oplevet en forandring som den, der finder sted med Microsoft lige nu. Det sidste år er tingene gået så stærkt, at det er praktisk taget umuligt at holde styr på alle ændringerne og alle de nye produkter. Microsoft er langt mindre ortodoks, favner bredere og er på utallige måder en helt anden virksomhed end for få år siden; ja, de prøver ikke engang at være Apple længere. Og det klæder dem faktisk!”

”Det er på mange måder slet, slet ikke det Microsoft, vi kendte under Bill Gates.”

  ”One Microsoft” er mere end flot snak
Mary Jo Foley samlede de toneangivende ændringer i en række hovedgrupper og lagde ud med at konstatere, at det aktuelle mantra om ”One Microsoft” ikke bare er tom snak. ”Tidligere var der som bekendt rigtig mange siloer i Microsoft, og de arbejdede mildt sagt ikke altid lige godt sammen. Men nu er man begyndt at danne teams på måder, der faktisk giver mening. For eksempel sætter man folk sammen fra f.eks. Skype og Lync, der burde have været sammen hele tiden,” sagde hun bl.a. til publikummet i den store Cinemaxx-sal, der var fyldt til sidste plads.

Mere integration og færre meningsløse kampe
En anden af de definerende faktorer er det, Mary Jo Foley kaldte Digital Life & Work, som bl.a. handler om, at stadig af Microsofts apps og platforme både er målrettet den professionelle og private sfære.  

”Førhen var hele forretningen bygget op om et antal primærpiller – Windows og Office – og en masse programmer og tjenester, der ikke altid arbejdede lige godt sammen. Om overhovedet! Men i dag bruger
Microsoft langt flere kræfter på indbygge intelligens og sikre, at applikationer og services integrerer. Ofte endda på en måde, så du kan bruge dem både i private og professionelle sammenhænge,” konstaterede hun og bemærkede i samme ombæring, at man også har droppet den ortodokse tilgang til Open Source og konkurrerende platforme, der tidligere har kendetegnet virksomheden på godt og ondt.

Good business at favne konkurrenterne
”Jamen et af de mere radikale nyheder var vel, da der kom ny Office på iOS og Android, før de kom til Windows. Før de kom til Windows! Her tror jeg, at nogle skulle sluge en kamel eller to. Men det er et utrolig
godt billede på, hvor langt de har rykket sig,” fastslog Mary Jo Foley. Det er, bemærkede hun, ikke blot et træk, der i manges øjne før Microsoft mere sympatisk at samarbejde med, men ganske enkelt good business.

”På et tidspunkt erkendte man, at der er andre platforme og services derude, som klarer sig rigtig godt. Så om end Microsoft også gerne selv ville være til stede med deres egen mobile platform – Windows Phone – så
gav det virkelig god mening at omfavne de andre også. Ikke kun på app-siden, som vi ser det med f.eks. Office, men også ved at satse rigtig stort på at styre og sikre dem med Enterprise Mobility Suite. Så man arbejder hele vejen rundt om både egne og konkurrerende teknologier på en måde, man ganske enkelt ikke har gjort før. Det er altså også nye toner,” sagde Mary Jo Foley.

Kode skal virke på tværs
Tilsvarende opfatter hun ideen om universal apps – hvor man kan genbruge .NET-kode på tværs af enheder – som et skulderklap til udviklermiljøet.

 ”Nogle tror, at det her er første tegn i retning af ét OS, der favner både mobile enheder og desktop. Den idé køber jeg ganske vist ikke, men den bagvedliggende tanke om, at du kun skal beskæftige dig med one core – én kerne – er en enorm gevinst, fordi du kun skal skrive til én runtime. Du kan genbruge sindssygt eget kode på tværs af Windows, Windows Phone og Xbox, og på sigt har du som bruger også kun one store, det vil
sige et sted, hvor du kan hente alle dine apps. Allright, det ligger måske lidt ude i fremtiden for Xbox’ vedkommende, men vi bevæger os i den retning,” mente Mary Jo Foley.

 ”Og det er endnu et eksempel på, hvordan snakken om ”One Microsoft” ikke bare er, ja, snak. De mener det faktisk dybt alvorligt. Apps skal arbejde sammen, og du skal kunne udvikle på tværs af platforme.”  

”Azure er virkelig dér, hvor tingene sker lige nu”
Endelig bemærkede Mary Jo Foley, at selv om Windows er Microsofts kerneprodukt, så er skyen i dén grad er stedet, hvor virksomheden lægger kræfterne i disse år. ”Satya Nadella taler om ”Mobile First – Cloud First” og at begge dele er lige vigtigt. Og ja, de investerer enormt i mobility på en lang række områder. Men skal jeg vurdere frit fra leveren, så tror jeg trods alt, at cloud kommer først. Office 365 får større og større betydning for hver dag, og Azure udvikler sig med en hast, så man ret beset næsten ikke kan følge med. Det er virkelig her, at tingene sker med nye services. Bare se Azure Machine Learning, hvor de giver brugerne adgang til nogle af de bagvedliggende analytiske værktøjer og modeller, der nærmest kan betegnes som Microsofts kronjuveler. Det er superspændende!” vurderer hun.