Freigeben über


Code Challenge giver udfordringer for både professionelle og amatørkodere

Microsoft Danmark har skudt Code Challenge i gang som en slags ”DHL stafet for alle, der synes det er sjovt at kode”. Det er gratis at være med, og her er præmier og udfordringer til både professionelle udviklere og kodeglade folkeskoleelever.

”Opgaverne i Code Challenge er ikke svære, hvis du arbejder med kode til daglig. Det er bare et sjovt afbræk i hverdagen, som – modsat mange andre overspringshandlinger – faktisk giver mening. For der går hurtigt sport i at løse opgaverne så elegant som muligt og bruge nogle af de muligheder, der ligger i C# og Visual Studio,” siger Michael Skarum.

Han er senior developer hos eBay og arbejder primært med udviklingen af Bilbasen.dk. I begyndelsen af oktober introducerede en af Michael Skarums venner ham for Code Challenge, en online-udfordring drevet af Microsoft Danmark.

Drøfter opgaverne over kaffemaskinen

”I dag er vi vel 20-30 kolleger, som hver for sig bruger 5-10 minutter om ugen på at løse en opgave og ja, selvfølgelig sker det da, at vi lige vender opgaverne ved kaffemaskinen,” siger han.

Code Challenge blev først skudt i gang i begyndelsen af oktober og justeres løbende baseret på input fra deltagerne. For eksempel kunne Michael Skarum godt ønske sig en mere velfungerende holdfunktion, ligesom han heller ikke har været opmærksom på, at deltagerne – efter at have løst tilstrækkelig mange opgaver – kan samle point sammen og løbende deltage i konkurrencer om f.eks. Xbox One.

”Næh, det vidste jeg faktisk ikke. Det er da absolut en behagelig sideeffekt, hvis man også kan vinde noget. Men det vigtigste er, at det bliver ved med at være sjovt,” siger Michael Skarum, som anslår, at ca. 20 kolleger fra eBay indtil videre er med på legen.

Allerede flere hundrede deltagere

På landsplan deltager adskillige hundrede professionelle udviklere eller fritidskodere allerede i Code Challenge.

”Vi selv en smule overraskede over den vækst, vi har set på de ganske få uger siden vi gik i åben beta i begyndelsen af oktober. Så vi har også netop justeret vores forventninger opad i forhold til, hvor mange vi håber, at der deltager de kommende måneder, siger Jasper Hedegaard Bojsen, direktør for apps og platform i Microsoft Danmark.

”I første omgang er ideen med Code Challenge at samle både professionelt og almindeligt kodeinteresserede om de muligheder, du har med C# og Visual Studio, populært sagt som en slags Sudoku for udviklere,” forklarer han.

”Alle kan være med – bare du har interessen”

”Opgaverne er sammensat, så en professionel kan løse dem på måske fem minutter eller et kvarter, hvis man lægger kræfterne i og er kreativ. Men også ældre folkeskoleelever med kodeinteresse kan være med, hvis interessen og nysgerrigheden er der. Det eneste, det kræver, at faktisk at du synes at det er sjovt at skrive et par linjers kode,” vurderer Jasper Hedegaard Bojsen som også lover at tage henvendelser og gode ideer fra deltagerne alvorligt.

”Vi synes selv, at vi har fat i noget rigtigt her, men der er – som Michael Skarum også bemærker – helt sikkert steder, hvor vi kan gøre Code Challenge endnu bedre. Så smid en mail på tickets@mscodechallenge.uservoice.com, hvis du har gode ideer. Vi har lavet Code Challenge, fordi vi selv er vilde med at kode og fordi vi gerne vil dele den glæde med andre. Og vi prøver hele tiden at blive bedre” siger Jasper Hedegaard Bojsen.

Deltager du i Code Challenge, vil du optjene point, som tæller op mod din Developer Achievements-point. Læs meget mere og meld dig på www.mscodechallenge.net

Comments

  • Anonymous
    October 31, 2014
    Fin idé, men hvorfor kan man ikke melde sig på med sin Microsoft-konto? Det er da lige sådan noget, den skal bruges til. Der er kun mulighed via LinkedIn - og hvorfor skal programmet vide ALT om en? Det er en ordentlig mundfuld, man beder om her, hvor 90% er irrelevant. Det er noget flabet at kalde det "nogle oplysninger":

Code Challenge vil gerne have adgang til nogle af dine oplysninger på LinkedIn: KORT BESKRIVELSE AF DIN PROFIL Navn, foto, overskrift og nuværende stilling HELE DIN PROFIL Hele profilen inklusive erfaring, uddannelse, kompetencer og anbefalinger DIN E-MAILADRESSE Den primære e-mail, du bruger på din LinkedIn-konto DINE FORBINDELSER Dine forbindelser i 1. og 2. grad NVITATIONER OG MEDDELELSER Send meddelelser og invitationer som dig

Det er en ommer.

  • Anonymous
    November 05, 2014
    The comment has been removed
  • Anonymous
    November 12, 2014
    Vi vil gerne vide hvem I er og give mulighed for at invitere LinkedIn connections. Derfor bedre vi om de permissions. Vi hverken vil eller må sende til jeres kontakter uden jeres eksplicit samtykke. Det er ikke et krav at bruge Facebook, men da vi allerede har et pointsystem, der vil det ikke give mening at lave endnu et.