Lync og Skype sammenkobling baner vejen for ny kommunikationsform
Vi kender bedst Lync som Microsofts kommunikations- og samarbejdsværktøj til virksomheder og offentlige instanser. Skype derimod er bedst kendt som forbrugernes foretrukne samtaleværktøj, som giver billig telefoni og videokonference samt skaber forbindelse med venner og familie på tværs af nationale og internationale grænser.
Lync og Skype bliver nu koblet sammen, således at man som bruger af Lync kan tilføje og kommunikere med sine kontakter på Skype – og omvendt. Det betyder, at en Lync-bruger i en virksomhed pludselig får adgang til de mere end 250 mio. brugere på Skype, og at brugerne frit kan kommunikere mellem programmerne når og hvor, de ønsker.
Kommunikation er en central del af vores hverdag og samarbejde med andre – uanset om vi er på arbejde eller holder fri. Og vi oplever allerede i dag, at kommunikationsværktøjerne smelter sammen, således at vi eksempelvis bruger vores pc og smartphone både til private og arbejdsrelaterede opgaver og samtaler. Denne tendens forstærkes af udviklingen inden for netværk og sociale medier, hvor vi i stigende grad kommunikerer på tværs af værktøjer og platforme.
Hos Microsoft ønsker vi at fremme og facilitere denne udvikling – som direktør for Skype- og Lync-divisionen, Tony Bates siger:
”Vi må gøre kommunikation mere humant og bringe bytorvet tilbage, hvor folk mødes for at kommunikere og udveksle ideer. Blot på en virtuel og intim måde, der skaber mere dybde og mere samarbejde og dermed giver mere mening”.
Forretningskommunikation med B2X
Integrationen af de to kommunikationssystemer baner vej for en helt ny forretningstanke, hvor vi ikke skelner mellem, om vi kommunikerer B2B eller B2C. I stedet sætter vi brugerens behov i centrum og kommunikerer med flere målgrupper i et ”B2X-univers”. Virksomheder kan således interagere med kunder, partnere, leverandører og andre interessenter fra en helt ny kanal og fra ét samlet univers.
I praksis åbner Lync og Skype integrationen op for helt nye perspektiver inden for bl.a. kundeservice, hvor forbrugerne således kan chatte, skrive eller ringe direkte ind til virksomheden. Lync og Skype vil ligeledes kunne anvendes som social mediekanal og til markedsføring. Dertil kommer optimering af den daglige virksomhedskommunikation, hvor en bruger kan inddrage eller videresende samtaler og møder via Skype.
I første omgang vil integrationen mellem Lync og Skype fungere med status (presence), chat-beskeder (instant messaging) og tale (voice) og På sigt vil videofunktionen blive tilføjet. Med den nye browser-baserede mødeklient ”Lync Web App”, kan man let invitere Skype-brugere med i et Lync-møde og på den måde dele både dokumenter, skrivebord, præsentationer m.v.
Lync og Skype sammenkoblingen forventes frigivet i løbet af juni 2013. Læs mere om visionen og planen her.