Rejsen til Las Vegas

Af Jacob Bundgaard - Deltager og sølvvinder ved VM I Office

Jeg var for nyligt af sted til Las Vegas. Det var min første tur til det forjættede land. Egentlig skulle min første rejse til Amerika være foretaget i efteråret, men tidligere på året skete en række begivenheder som fremrykkede turen:

Workshop
Akademiet for Talentfulde Unge, et talentprogram for gymnasieelever med en bred faglig interesse, inviterede til en valgfri workshop. På denne var der mulighed for at få certificering i et af programmerne i Microsoft’s Office-kontorpakke. Jeg tog med til intromødet og fik der forklaret hvordan begrebet certificering, at få et certifikat på en konkret kunnen, blot lige er begyndt at dukke frem i det danske erhvervsliv, men hvordan certifikater andre steder i verden er en fordel eller et decideret krav hvis man vil ind på en arbejdsplads. Normalt skulle et sådant certifikat være dyrt at anskaffe sig, men i forbindelse med en konkurrence, DM i Office, kunne vi få det kvit og frit.

Det lød spændende. Min konkurrenceånd var selvfølgelig vækket, men forestillingen om et ekstra vedhæng til CV’et trak vist mere til at starte med. Jeg mødte op til workshoppen og blev her sat foran en computer, hvor jeg nu skulle testes ved at gennemgå en række opgaver. Opgaverne var meget de samme som dem jeg i løbet af min hverdag på Falkonergårdens Gymnasium udførte: at jonglere med overskrifter, billeder, tabeller, linjeafstand mm.

Testen gik godt – jeg bestod og kunne glad tage hjem. Senere på ugen modtog jeg da en e-mail om, at jeg var den fra workshoppen der havde klaret sig bedst og derfor var gået videre til finalen i danmarksmesterskabet. Nu begyndte det at blive sjovt. Certifikatet havde jeg jo fået, så det handlede pludselig mere om at vinde end om at deltage.

DM
Danmarksmesterskabet var en relativt lille begivenhed: seks deltagere (hvoraf én var syg), et par personer fra Microsoft, et par stykker fra Certiport (firmaet der laver testene) og ligeså et par mennesker fra ProLearning (en Certiport-partner der administrerer testene i Danmark). Nu var jeg jo rykket en klasse op, og vidste da ikke hvor godt jeg ville klare mig. Men det viste sig da vinderne skulle kaldes på scenen, at jeg endnu en gang var gået videre, denne gang helt til USA.

VM
Før turen kom et par forberedelser: Først skulle jeg skaffe visum til de forenede stater, hvilket gik usædvanligt let. Et par online spørgsmål i duren ”Er du eller har i nuværende eller tidligere liv været eller været i forbindelse med nogen der er eller var terrorist?” og $14 senere var indrejsetilladelsen sikret, og så kunne jeg ellers håbe på at blive lukket ind når jeg ankom. Desuden skulle jeg på en endags boot-camp hos ProLearning hvor jeg fik mulighed for at gennemgå et par tests lig dem til DM.

Dagen kom hvor jeg sammen med en såkaldt ”chaperone” mødte op i Københavns Lufthavn. Foran os ventede 12,5 og 5,5 timer i fly henholdsvis lufthavn. Et kort visit i London (man kunne se stadion fra luften) og så var vi ellers på vej mod syndens by. I flyet mødte vi den tyske finalist i konkurrencen, Sascha, som helt tilfældigt havde fået et sæde ved siden af os. Sascha er 23 år, rejste alene og fortalte os hvordan hans deltagelse i konkurrencen var ”just for fun”, men hvordan han alligevel glædede sig til at deltage.

Vi ankom en dag før konkurrencens start og havde derfor tid til, sammen med vores nyfundne tyske ven at udforske Las Vegas Blvd. alias ”The Strip”. Denne ellers ligetil mission blev imidlertid besværliggjort af den mur af varm luft der mødte os hver gang vi trådte uden for hotellernes og storcentrenes nedkølede indendørsarealer. Med 40 grader i dagstimerne og ca. 10 mindre ud på de tidlige nattetimer skulle man ikke gå rundt i mange minutter før man higede efter et bad.

Som kontrast hertil stod de tidligere nævnte indendørsarealer hvor alle airconditions drønede derudaf og hvor temperaturer lige over frysepunktet inviterede til skiunderbukser og sweater i stedet for shorts og sandaler. Vinduer var også sjældent at finde, når man endelig kom udenfor brændte de ukendte dagslys en i øjnene, og de få steder hvor et sådant befandt sig var de aldrig til at åbne – man skulle jo nødig lukke kulden ud.

Vi blev indkvarteret på det fornemme hotel Bellagio, af nogle måske kendt for sine fontæner, af andre som stedet for nyindspilningen af filmen Ocean’s Eleven. Stedet var enormt! En tv-skærm ved køen til hotellets aftenbuffet gav et godt indtryk af hvor stort det egentlig var: hvert år spises der her én million pund af den såkaldte prime ribs-okseudskæring. Efter registrering blev vi budt indenfor til velkomstreceptionen og fik at se hvor meget der var gjort ud af konkurrencen; det var store navne fra Microsoft og Certiport der stod på scenen, lys- og lydfolk samt tjenere stod på ræd og række, klar til at servicere og alle steder var der pynt fremstillet til lejligheden.

På dagen for selve konkurrencen blev der serveret morgenmad, akkompagneret af et par ord fra arrangørerne. Eller, morgenmad er måske så meget at sige, set efter danske standarder. Der var kager og… ja, faktisk kun kager, men de var til gengæld fint mærkede som ”Danish pastry”, så man måtte jo finde sig tilpas. På papirer langs væggene kunne man læse hvornår man skulle ind til sin test; jeg var på lige efter morgenmaden.

Jeg blev sat foran en computer tilsluttet et hollandsk tastatur – på mange måder lige det danske tastatur, som ikke var tilgængeligt – og måtte så pænt vente på at blive sat i gang. Selve testen var på engelsk og bestod af to dele: den først havde jeg prøvet hjemmefra til DM, at udføre specifikke opgaver på et dokument som at indsætte en sidefod med en skabelon eller udføre en brevfletning mod en database. Anden del var ny; her skulle jeg genskabe et dokument på computeren som jeg fik udleveret i hånden. Min besvarelse blev primært bedømt på hvor præcist jeg kunne løse opgaverne, men derefter var det hastigheden der talte.

Efter lidt forsinkelser og to og en halv times tid kunne jeg igen træde ud i lobbyen. Derefter var mit program frit, og jeg fik mulighed for at socialisere med de andre deltagere. Det blev til både kortspil (forskellene mellem de forskellige landes regler måtte på gebrokkent engelsk udredes) og en tur i svømmepølen, inden aftenens program startede. Bortset fra de få der, grundet de tidligere forsinkelser, ikke kunne nå det fik vi alle Cirque du Soleil’s Love at se – vandvittige akrobatiske manøvrer parret med det bedste fra Beatles.

Dagen derefter var i sin helhed dedikeret til Grand Canyon. Efter fem timer i bus, en mindre strækning, landets størrelse taget i betragtning, nåede vi frem til de utrolige kløfter. Udsynet var fantastisk… de første fem minutter, hvorefter et af stedets to årlige regnskyl ramte os. I mellemtiden var bussen dog kørt videre, så vi måtte i gennemblødt tilstand løbe mod næste holdeplads. Før vi kunne sætte os ind i bussen og nyde endnu fem timer i vådt tøj lykkedes det mig dog både at få givet min telefon et bad den ikke kunne klare og at være bogstavelig talt fem meter fra et lynnedslag – noget af en dramatisk dag, og måske ikke lige den måde man kunne tænke sig en sådan sightseeing; men tak da alligevel for ulejligheden med at arrangere det.

På sidstedagen blev der først indbudt til en såkaldt ”rehearsal”, et fænomen man vist primært finder i USA. Her modtog vi alle et personligt deltagercertifikat, med det forbehold at det skulle leveres tilbage straks derefter. Optoget var nemlig blot for at vi ikke skulle blive forskrækkede når den ægte vare kunne overleveres. Derefter blev det til brunch, hvor fornemme talere igen indfandt sig på scenen. Jeg sad i dagens anledning ved et bord med primært englændere og amerikanere og alle var spændte på den rigtige præmieoverækkelse.

First Danish Champion Ever
Kategorierne begyndte at blive nævnt, først Word 2007, dernæst Excel og så PowerPoint 2007, og ét efter ét blev navnene på de andre deltagere ved mit bord råbt op så bordet snart var helt dækket af sølv- og bronzemedaljer. ”Word 2010” blev der sagt – min kategori – og så var det med at spidse ører. Tredjepladsen gik til en Lou fra Singapore, hvorfor man kunne høre jublen fra landsholdets bord. Andenpladsen gik til ”our first Danish champion ever” – og da vi ikke var så mange af sted kunne jeg jo næsten gætte mig til resten.

Triumferende kunne jeg bestige scenen med et Dannebrog i hånd og fik der udleveret både medalje, certifikat og en overdimensioneret check af den slags der ofte bruges i tv-quizzer. På denne stod et beløb af 1.000 amerikanske Dollars (hvoraf halvdelen nu er gået på en ny mobil), en for mig fyrstelig sum at hjembringe oven i den betalte tur til Las Vegas.

Resten af dagen og den derefter gik med at udbringe lykønskninger til de andre vindere, modtage samme og sige farvel til mange nye venner – som jeg jo heldigvis og takket være sociale netværk stadig kan komme i kontakt med. Egentlig burde aftenen jo være blevet fejret i én af de lokale Budweisere, men takket være den restriktive alkohollovgivning blev det jo ikke.

Sascha tog desværre hjem før os, men det var måske ikke helt af vejen, for takket være masser af indtryk i løbet af en række uforglemmelige dage blev flyveturen hjem til et par gab og en lang række snork.