Red Barnet udvider webetisk online-rådgivning til børn og unge
Børn og unge i Danmark kan nu for første gang på Facebook få hjælp til at tackle problemer og udfordringer med bl.a. net-venner, -kærester, mobning og chikane via Red Barnets online rådgivning.
Du kan finde Buddyguard på facebook her
Danske børn og unge kan nu få hjælp af Red Barnet, dér hvor de lever en stor del af deres sociale liv – nemlig på Facebook. Her kan de helt anonymt chatte med Red Barnets professionelle rådgivere, der er eksperter i online-livet.
- Jeg har svært ved at skjule min begejstring over, at børn og unge nu kan få rådgivning direkte på Facebook. Det er afgørende, at rådgivningen er der, hvor de er. Hvis de oplever noget ubehageligt eller noget utrygt, så er hjælpen kun et klik væk, siger Sara Hagström, psykolog og leder af Red Barnets online rådgivning, BuddyGuard.
Tjenesten som er udviklet i samarbejde med Microsoft har allerede kørt via Windows Live Messenger det seneste år og hjulpet mange unge, der er blevet antastet online. Med Facebook når BuddyGuard nu ud til et endnu større publikum.
Sara Hagström chatter dagligt med børn og unge, som har brug for hjælp til at tackle online-problemer som f.eks. mobning, chikane og problemer med net-venner eller -kærester.
Annonym på Facebook
Red Barnets rådgivning på Facebook er 100 % anonym. Så selv om børn og unge har en profil med navn og billede, kan de professionelle rådgivere ikke se, hvem de chatter med.
Noget af det, som børn og unge har brug for hjælp til er at håndtere konflikter, som bliver sværere at tackle og få hjælp til, fordi de bl.a. foregår via de digitale medier og derfor er noget, børnene og de unge aldrig kan holde fri fra.
- For nylig chattede jeg med en dreng, der bliver mobbet i skolen og fritiden. Hans lærere og forældre ved godt, at der er et problem, men kender ikke omfanget af mobningen, fordi meget af det foregår via mobilen, hvor han får ubehagelige sms’er, og på Facebook, hvor der er oprettet en hadegruppe mod ham. Den del af mobningen er mere usynlig for de voksne, og de glemmer derfor nogle gange at forholde sig til de digitale mediers rolle i mobningen, siger Sara Hagström.
Red Barnet om børn på Facebook:
• Red Barnet anbefaler, at man respekterer aldersgrænsen – at man skal være 13 år for at være på Facebook.
• Red Barnet tilbyder børn under 13 år rådgivning via Windows Live Messenger.