Freigeben über


Engagement!

Af Julich Wiberg, salgschef

Det er svært at beskrive, hvor meget det lille ord IT egentlig dækker over. I denne leder handler det om, hvordan man med et eneste it-redskab – en tablet - skaber engagement blandt eleverne gennem både musik, sang, billeder, tegninger, foto og animationer.

Jeg er lige vendt tilbage fra en Tool Camp på Søndermarkskolen, der ligger på Frederiksberg. Her fik eleverne fra morgenstunden udleveret den spritnye Windows 8-tablets fra DELL Venue Pro 11. Efter udpakning, oprettelse af diverse konti etc. var eleverne i fuld gang med et læringsforløb faciliteter af deres lærere og andre deltagere som var inviteret på dagen.

En Tool Camp kan betegnes som et ultra koncentreret læringsforløb understøttet af it. Et power-kursus vil jeg kalde det, selvom min pædagogiske uddannelseschef har erklæret it-kurset dødt. Læs selvsamme uddannelseschefs beskrivelse af Tool Camp-konceptet på vores blog. Når jeg tænker tilbage på min egen skolegang, hvor man kunne arbejde i månedsvis på en enkelt, pauver medieproduktion er det næsten skræmmende, hvor stærkt det går, når man giver eleverne en tablet i hånden.

Over temaet lyden af jul producerede eleverne på Tool Camp musik, videoer, sang, billeder, tegninger, fotos og animationer, som de satte sammen til nærmest uhørt flotte multimediepræsentationer i betragtning af, at de lige havde fået de lækre DELL-tablets i hænderne. Respekt for elevernes kompetencer og producentens evne til at skabe en multi-enhed, der kan så meget.

Men er hurtighed en kvalitet i sig selv, spørger den kritiske læser forhåbentligt? Svaret er både ja og nej, for vi kender vel alle sammen til irritationen over lange opstartstider, langsomt internet, forsvundne USB-nøgler osv. I en skolehverdag har dette også stor betydning. Men hurtighed skaber ikke god læring i sig selv. Det vigtigste er for mig at se dog ikke hurtigheden i sig selv. Betydningen består af to hovedkomponenter: Motivation og fokuseret faglighed. Forklaring følger.

Tool Camp var først og fremmest engagerende fordi de fede, hurtige tablets i sig selv motiverede eleverne til læring. Elevernes motivation smittede i den grad af på deres faglige opgaveløsning. Et overordnet tema som lyden af jul stimulerer jo ikke nødvendigvis fagligheden i sig selv. Men i kombination med undervisernes dygtighed og elevernes motivation, skabte vi en heftig it-pædagogisk cocktail.

Drømmen om ”Det digitale penalhus” i Netværksskolen blev på denne Tool Camp foldet ud i sin smukkeste form. Tabletten eret digitalt penalhus (og en hel skoletaske med meget mere). Og den måde vi mødtes på, var ren Netværksskole. Leverandører, konsulenter, elever og lærere. Forældre er også en vigtig komponent i Netværksskolen og om aftenen var der arrangeret et forældremøde. Her blev projektet gennemgået og forældrene lod sig imponere af elevernes dygtighed, da de så hvilke præsentationerne de på få timer havde skabt.

Har vi med tabletten på Søndermarksskolen dermed lagt analoge materialer i graven? Nej, selvfølgelig ikke. Eleverne skal fortsat bruge analoge materialer, der hvor det giver mest mening. Men deres nye digitale device skal tænkes ind der, hvor det giver faglig mening. Og mon ikke, at det bliver ganske mange steder? På Tool Camp havde jeg personligt lejlighed til at observere, hvordan både stærke og ikke mindst svagere elever fik højt udbytte af læring med det teknologiske hjælpemiddel.

Hvis den kritiske læser stadig har nej-hatten på hovedet, vil jeg lige uddybe en væsentlig detalje om den type tablets med Windows 8.1 DELL-maskinerne repræsenterer. Der er tale om både en tablet og en bærbar mini-pc. Klikker du tastaturet på eller tilslutter det og andre enheder via usb-porten, er du oppe at køre med fuld pc-funktionalitet. Klar til al rugbrødsarbejdet, der også hører til skolegangen.

Kontakt mig meget gerne, hvis du vil vide mere om Windows 8.1-platformen eller Tool Camp-konceptet.

Telefon: 51578279 E-mail: jwiberg@microsoft.com 

God jul og godt Nytår ønskes hermed til alle nyhedsbrevets læsere.